Sørens historie: Før havde jeg psoriasis på 70 procent af kroppen

Sørens historie: Før havde jeg psoriasis på 70 procent af kroppen


Tak. Her på billedet, der er jeg måske sådan midt i mit forløb. Mit forløb startede egentlig før, allerede i 2006 hvor jeg var ansat i Søværnet, hvor jeg fik sådan en lille plet på albuen, som jeg kradsede af. Umiddelbart efter, der flyttede jeg til Grønland sammen med min familie, og min hud begyndte at sprække, og det begyndte at sprede sig, og alligevel der tænkte jeg, det er nok bare eksem eller et eller andet. Det er i hvert fald ikke noget farligt. Det var egentlig først omkring midten af 2007, at min partner hun siger, nu bliver du simpelthen nødt til at gå til lægen med det her, og så var det egentlig først, da der var en ung læge, som kom op, som fortalte mig der i midten af 2007, at det er psoriasis. Det var første gang, jeg hørte om psoriasis. Og på det her tidspunkt, der har jeg faktisk psoriasis på 70 procent af kroppen, som er betændt, som bløder, som afskaller. Det var faktisk så galt, at da vi flyttede hjem jamen så bare det at gå på toilet, så lå der hudrester i vanvittige mængder. Hver eneste gang jeg vågnede, så klæbede sengetøjet til min krop, fordi jeg havde blødt meget om natten. Ja, det var sgu ikke særligt sjovt. Det kunne min psyke sgu ikke klare, så jeg gik i seng, da jeg kom hjem, altså faldt helt sammen og var enormt depressiv. Var absolut nede i en svær depression. Og så var det faktisk kun, fordi min partner, hun sagde til mig, at nu måtte det være nok, så jeg kontaktede Psoriasisforeningen. Så havde vi nogle gode snakke i telefonen, og hun vidste så tilfældigvis, at der var et forsøg på Marselisborg, hvor jeg passede ned i alle kasser. Så hun kontaktede på mine vegne den behandlende læge, og så fik jeg lov til at komme i et doseringsforsøg på det her biologiske medicin, som jeg så egentlig startede op ret hurtigt efter. Og så kan jeg huske, at jeg, da jeg var gået i gang med det her, så lige pludselig så var jeg helt afskallet og kunne se en forbedring, jeg aldrig har set før, og siden da så er det faktisk bare gået slag i slag, til hvor jeg er nu, hvor jeg er psoriasisfri, næsten. Årsagerne til at jeg løb ind i problemer, har nok været mange, kan man sige. Det har været manglende viden fra mig selv. Jeg vidste ikke, hvad jeg mine muligheder var, jeg vidste ikke, hvad jeg havde krav på. Jeg vidste ikke hvilke krav, jeg kunne stille til mine læger og mine behandlere og det gjorde jo egentlig, at man bliver hurtigt sådan en kastebold mellem læger og forgodtbefindende hos den dermatolog, man nu er ved, og det har i hvert fald været et af de problemer, jeg er løbet ind i, at jeg var for dårligt uddannet af mig selv og dermatologerne, og min praktiserende læge kunne ikke uddanne mig meget bedre. Jamen dem der har hjulpet mig med mine udfordringer, det har selvfølgelig været min partner. Hun har været en støtte hele vejen igennem og uden hende, så aner jeg simpelthen ikke, hvor jeg ville være i mit liv i dag. Ja Og så selvfølgelig Psoriasisforeningen. Psoriasisforeningen åbnede nogle døre og noget viden og et fællesskab, som jeg ikke anede eksisterede. Det var ret vildt at gå fra en fornemmelse af at være helt alene, til at vide at der er rigtig mange, der har det ligesom en selv. Tak Jamen på det her billede ser jeg mig, hvor jeg er nu. Jeg ser en velbehandlet, glad mand som har overskud i livet, som har overskud i karrieren, som er aktiv, som har fået sit liv igen.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *